• Et rygte fra Det Hvide Hus sendte pludselig aktier i plus

    Source: BDK Finans / 07 Apr 2025 11:46:34   America/New_York

    Aktier i både Danmark og USA reagerede kraftigt mandag eftermiddag dansk tid, da en rådgiver fra Det Hvide Hus angiveligt sagde, at Trump overvejede at udskyde told på andre lande end Kina i 90 dage. Omkring klokken 15.40 dansk tid lå det danske aktieindeks C25 til et fald på 4,5 procent. Men en halv time senere lå indekset i plus. Efterfølgende har Det Hvide Hus dog kaldt meldingen "falske nyheder", skriver CNBC. Og det lader til, at kontrameldingen fik investorerne til at trække følehornene til sig igen. Ved lukketid mandag er C25 faldet to procent. - Det hopper og danser, og nervøsiteten er gigantisk. Men lysten til at undgå at misse den optur, der venter, den er meget tydelig, siger Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef i Sydbank. - Jeg kan ikke huske, at jeg har set så vilde udsving på baggrund af nærmest ingenting. Det er virkelig voldsomt, lyder det videre. Mandag eftermiddag dansk tid skrev nyhedsbureauet Reuters, at Kevin Hassett ifølge CNBC havde sagt i et interview, at Trump overvejer en toldpause på 90 dage for alle andre lande end Kina. Kevin Hassett er leder af Det Hvide Hus' økonomiske råd og en af Trumps nærmeste økonomiske rådgivere. Efterfølgende har Reuters dog trukket historien tilbage med henvisning til, at den var "fejlagtig". I en video fra et interview med Kevin Hassett på kanalen Fox News spørger studieværten, om han vil overveje en toldpause på 90 dage. - Jeg tror, at præsidenten vil beslutte det, som præsidenten vil beslutte, svarer Hassett, hvorefter han nævner, at over 50 lande er i forhandlinger med den amerikanske præsident. Lige som i Danmark fik rygterne om en potentiel toldpause på 90 dage også de store aktieindeks i USA til at genvinde en del af det tabte. Kort efter at markedet i USA åbnede klokken 15.30 dansk tid, lå det brede S&P 500-indeks til et fald på omkring fire procent. Men efter at rygterne om en potentiel toldpause begyndte at svirre, steg indekset og lå i kort tid til at stige et par procent. Omkring klokken 17.15 dansk tid lå indekset, der består af 500 store amerikanske selskaber, til et fald på knap to procent. Også Tine Choi Danielsen, som er chefstrateg i PFA Pension, peger på mediehistorierne om Hassets udmelding som årsag til mandagens store udsving. - Det giver et tegn på, at hvis der kommer noget forhandling eller formildning, er vi som investorer klar til at handle den modsatte vej, siger Tine Choi Danielsen. Der har været røde tal på de finansielle markeder verden over de seneste handelsdage. Mandag blev dermed den fjerde dag i træk, hvor C25-indekset faldt. Siden tirsdag har indekset således tabt over ti procent af sin værdi. Den store vinder mandag blev Ambu, som sælger medicinsk udstyr. Selskabet steg 5,8 procent. I den modsatte ende lå Novonesis, der tabte næsten 7 procent. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/et-rygte-fra-det-hvide-hus-sendte-pludselig-aktier-i-plus
Share on,